Rudbøl Grænsekro

En tur i egen bil

En tur i egen bil

I den nærmeste omegn på den danske side:

Kører I fra Rudbøl mod Højer ad digevejen og passerer broen over Vidåen, vil I snart finde Højer Sluse, det gamle og nye dige og ”Stormflodssøjlen”.  Højers gamle sluse vest for Tønder blev bygget samtidig med Højer-Siltoft-diget i 1861.

Herefter fortsætter turen til Højer by, hvor der før i tiden var en livlig handel og sejlads fra den gamle Højer Havn til ferieøen Sild.
Besøg Brudekistesnedkeren, Stenhuggeren, Keramikeren, Hjemmeuld Væversken, Ravsliberen, Chokoladefabrikken, Højer Mølle, Rørsgård – en kæmpe marsk gård, og fortsæt så ud af byen mod nord.

Ved Emmerlev Klev kan I opleve de høje klitter ved stranden. Tag videre med Stampemøllevej gennem en hel anden natur omkring hjortefarmen. Kør herefter mod Visby og se Trøjborg Slotsruiner, som blev opført i 1300-tallet, og som menes at have tilhørt Valdemar Atterdag og senere Rantzau-slægten. Herfra går turen videre mod Gallehus – Guldhornsstenene skal ses!

Gør herefter jeres indtog i landdelens smukkeste landsby ”Møgeltønder”, som rummer Prinsefamiliens hjem; slottet Schackenborg, parken, den betagende slotsgade, og ikke mindst den helt fantastiske kirke, som har hele bibelhistorien gengivet på loft og vægge, og som også i de seneste år har dannet rammen om kongelig dåb og bryllup.

Det er ting, man skal opleve – vi kan nå Tønder endnu inden fyraften! Spændende som indkøbsby med antikviteter, tinsmediekunst, moderne tøjbutikker og meget mere. Læg nu mærke til de smukke gamle bygninger, læg mærke til dørene, gavlene, tagene i Uldgade, Spikergade – her er stemning! På museet kan I blandt andet se guldhornkopien, tøndersølv og kniplinger. I vandtårnet udstilles møbelkunstneren Hans Wegners stole, og der er en vidunderlig udsigt over Geesten.
Så tager vi udflugten østpå- fra Rudbøl ad de seks sving mod Tønder, forbi gamle marskgårde, der har oplevet talrige stormfloder. Lige før Tønder bøjer vejen af mod Møllehus – fortsæt over broen ved Lægan og bøj af til venstre mod Udbjerg, forbi den smukke marskgård Bjerremark til venstre. Nu på højre side ses landets ældste præstegård, godt gemt mellem træerne, og så en lille bette kirke. Prøv om I er heldige at få den at se.

Videre over Sæd – Stop! Her var så stormstenen, hvor den ringe mor blev stenet, fordi hun ingen far havde til barnet. Kør gennem Sæd mod Rens, til venstre ligger Jesing Bakkeø, hvorfra der er udsigt mod syden. Her kan du se langt ned i Sydslesvig. Nu kører du gennem et meget hyggeligt afvekslende landskab, du ikke har forventet, til du når til Frøslev – her er det så en hel speciel oplevelse at se ”lejren”. Herefter over krydset ved Kruså, kør 100 m og tag Fjordvejen – en ubeskrivelig smuk tur – til Gråsten Slottet, og herfra mod Dybbøl og historiecentret ved Dybbøl Banke.

Om man nu har en lang eller kort ferie, får man ikke set det hele første gang, så kom igen, hver årstid sin charme – nye farver en anden vinkel man ser det fra, og man får også bedre udbytte næste gang, og husk på Rudbøl Grænsekro skal du så straks igen føle dig hjemme.